Transformation – Festival for kunst og rum


Transformation er en ny, årlig kunstfestival, der finder sted i Billund Centret – Vores Kulturhus
Transformation skal bidrage til at styrke kulturlivet i Billund Kommune ved at udvide udbuddet af professionelle kunstoplevelser og øge adgangen til samtidskunst uden for de større byer. Festivalen skal skabe et nyt samlingspunkt for kunst og kultur med udgangspunkt i Billund Centret – Vores Kulturhus.
Ambitionen er at udvikle en bæredygtig og lokalt forankret kunstfestival, der understøtter kommunens arbejde med levende mødesteder og et aktivt kulturliv. Billund Kommune har taget initiativ til etableringen af festivalen, men målet er, at den i løbet af de første år udvikler sig til en selvstændig organisation med egen bestyrelse og et bredt lokalt engagement.
Mød projektledelsen bag Transformation

Sofie Telling Berg
Projektleder/kurator
Billedkunstner og kreativ projektleder
st@tfestival.dk

Anders Berg Jacobsen
Projektleder/kurator
Baggrund som kunsthistoriker og kulturkonsulent
ab@tfestival.dk
Festivalen arbejder med kunst som et redskab til at aktivere og gentænke fælles mødesteder. Gennem installationer, lys- og lydværker, performances og videokunst får publikum mulighed for at opleve kendte omgivelser på nye måder og møde professionel samtidskunst i tilgængelige rammer. Festivalen skaber dermed nye perspektiver på stedets rum og funktion og inviterer til refleksion, dialog og fællesskab omkring kunsten.
Med udgangspunkt i Billund Centret – Vores Kulturhus
inviteres professionelle danske og internationale kunstnere til at skabe stedsspecifikke kunstværker og
kunstneriske transformationer af eksisterende inde- og uderum.
I oktober måned kommer 5 kunstnere til Billund for at bo og arbejde i 3 uger. Deres arbejde i løbet af de 3 uger vil tage inspiration i lokalområdet og vil kulminere i en udstilling i Billund Centret under festivalen d. 24. + 25. oktober 2026.
Udover de 5 kunstneres værker vil der være kuraterede oplevelser, talks, debatter, musik, performances, mad og drikke på festivalen.
Transformation – Festival for kunst og rum er en årlig festival, der vender tilbage hvert efterår i Billund Centret. Festivalen vil langsomt vokse sig større og vokse ud i byrummet.
Festivalen er gratis og åben for alle.
I 2026 bliver det kunstnerne Noelia Mora Solvez, Kirke Hundevad Meng, Jacob Juhl, Sif Hedegård og Astrid Helena Frej Møller, som arbejder på tværs af lyd, lys, performance, video, skulptur og installation.
Billund Centret – Vores Kulturhus
Hans Jensensvej 6
7190 Billund
Første år af Transformation – Festival for kunst og rum løber af stablen d. 24. + 25. oktober 2026.
Residency-perioden hvor kunstnerne kommer til Billund for at bo og arbejde starter d. 5. oktober og slutter med festivalen d. 25. oktober 2026.
Det fulde program med åbningstider offentliggøres her på siden snarest.